Giver Skole blev bygget i 1919 og indviet i 1920 med 1 klasseværelse, et bibliotek og en gymnastiksal samt en fløj med en bolig til Læreren.
Skolen blev udvidet med en stor tilbygning i 1940’erne. I forbindelse med gymnastiksalen blev der lavet et redskabsrum, et omklædningsrum og et baderum. Der blev i stueetagen også plads til et ekstra klasseværelse. I kælderen blev der plads til et stort skolekøkken, forrådskammer, 2 vaskerum, fyrrum 3 brændselsrum og en frugtkælder. På 1. sal blev der indrettet en lejlighed til endnu en lærere eller lærerinde. På en situationsplan der viser bygningernes placering på grunden har arkitekten indtegnet et område på 400 m2 markeret som “Have for Lærerinde”.
Der blev også tilbygget udhuse med drenge- og pigetoiletter, halvtag til cykel parkering, en garage, et hønsehus og et brændselsrum for lærerne. Dette brændselsrum var formentlig til læreren/lærerinden i den nye lejlighed, for det fortælles, at i førstelærerboligen fra 1919/1920 var der plads til brændsel på loftet.
Omkring 1950 så skolen sådan ud – set fra sydvest. I området over skolen kan man lige ane det der var “Have for Lærerinde” og til højre i billedet kan man set en større frugthave. Ingen af disse ting eksisterer mere.
Her ses skolen fra sydøst.
De 2 luftfoto er fra Aalborg Luftfoto i perioden 1948-1952.
I slutningen af 50’erne blev der anlagt en sportsblads øst for skolen. Her er et par billeder der muligvis er fra en indvielse i 1959.
Giver skole lukkede som folkeskole i 1986, men blev i en årrække frem til 2010 benyttet til Historisk Værksted Giver, der bl.a. opførte en kopi af en lille jernalder boplads. Dette var en stor succes med mange besøgende skoleklasser i de efterfølgende år.
Man forsøgte også med andre historiske tiltage. F.eks. blev et af udhusende indrettet som en store smedje hvor man kunne deltage i et knivkursus – Smed din egen kniv. I 2007 forsøgte man at få EU tilskud til “En skoledag som i 1920”. Dette skrev Journalist Morten Lind en artikel om, som kan læses her: “En skoledag som i 1920”
I 2010 besluttede Vesthimmerlands Kommune at lukke Historisk Værksted Giver. Dette skrev viceskoleleder i Vesterhornum Helle Bæk et læserbrev om. Læserbrev om lukning af Historisk Værksted Giver
I perioden 2014-2021 blev en del af Giver Skole brugt til udlejning af selskabslokaler med køkkenfaciliteter.
Selskabslokalerne blev i den periode brugt til konfirmation, familiefest, reception, bryllup osv.